Interview af søstrene og iværksætterne Anne & Katrine

Anne & Katrine Lindgren fra byLindgren
I 2018 blev Danmark introduceret for det nye børnetøjsbrand byLINDGREN®. byLINDGREN® ville udfordre status quo. Visionen var at skabe et brand, der gjorde op med (praktisk) børnetøj, som vi kender det. Overtøj til børn skulle kunne bruges til enhver lejlighed, og være både pænt og praktisk på én og samme tid. Hvorfor vælge enten-eller når du kan få både-og? Jeg mødte Anne og Katrine til en snak om lidt af hvert en kold januar morgen i 2019 i deres nye større lokaler i Business Park Sæby Syd.

Hvad var jeres inspiration/motivation for at starte byLINDGREN®?

Anne svarer hurtigt: ”Især Katrine havde en pain. Det termotøj, der var på markedet var på ingen måde klædeligt; kedelige unisex styles i –synes vi – gyselige farver. Siden da er der sket en del – heldigvis. Men til forskel fra andre brands går vi meget op i detaljer samt differentieringen mellem både køn og alder”.

Hvordan opstod interessen for børnemode?

”Interessen for mode har vi haft med os hjemmefra. Nok mest fra vores mor. Både tøjmode, men også inden for boligindretning og møbler. Danske klassikere og det tidløse vinder vores hjerter hver gang  og går jo aldrig sådan af mode!”, fortæller Anne.
Katrine fortsætter: ”Efter at jeg er blevet mor, så går jeg slet ikke så meget op i mode til mig selv. Jeg elsker dog at indrette og forny mit hjem, og bruger flittigt Pinterest og boligmagasinerne til inspiration.”

Hvad er jeres baggrund?

”Jeg har altid tegnet og været den kreative type”, siger Anne og griner. ”Som 18 årig søgte jeg ind på TEKO – designskolen i Herning – men blev desværre frasorteret i optagelsesforløbet. Da sadlede jeg om og uddannede mig til sygeplejerske (som min mor) og efterfølgende startede jeg på videreuddannelsen til sundhedsplejerske, som jeg færddiggjorde i sommeren 2019.”
”Jeg er uddannet cand. oecon fra Aarhus Universitet, så jeg er jo faktisk sådan en lidt kedelig tal-knuser, der også ved noget om strategi, forretningsudvikling og regnskab. Men selvom vi i virkeligheden ikke ved noget om design og produktion af børnetøj, så er vi et ret godt team, der komplimenterer hinanden umanerlig godt”, siger Katrine, mens hun smiler til Anne og får hendes anerkendende nik.   

Har i selv børn?

”Ja! Jeg har Mathilde på snart 15 og Mikkel på 10. Katrine har Agnes på 8, Emil på snart 7 og lille Aksel på 1 år. Det er de børn, kollektionerne er skabt omkring; hvilke behov har de forskellige aldre og køn. Desuden er det vores egne børn, der bruges som modeller til vores markedsføringsmateriale (sammen med en venindes). Så tak, søde Janni, for lån af Josefine, Ellen og Noah”, smiler Anne. ♡

ByLindgren

Hvor finder I inspiration til nye farver, prints og trends?

”Alle steder hvor vi ser overtøj, bliver vi inspireret til detaljer og snit. Især Katrine bruger også Pinterest som inspirationskilde. Ellers er det ofte vores mavefornemmelse, der afgør vores valg”, siger Anne. Katrine fortsætter: ”Vi er typisk ret enige om, hvordan en ny style skal se ud. Jeg visualiserer den og beskriver den i store træk, og Anne formgiver og finjusterer detaljerne”.

Hvilken style er jeres ynglings?

"Vi elsker Aud, Aslak, nej Sigrid. Men for hver kollektion, vi tegner, kommer nye favoritter til – men uden Little Sigrid var vi nok ikke, hvor vi er i dag. Little Sigrid har en helt særlig plads, da det er den style, Danmark gik amok over i foråret 2018 og som i dag bliver genkendt for ”jakken med sløjfen”.

Little Sigrid Thermo Jacket

Hvad kan vi glæde os til i fremtiden?

Anne forklarer: ”Vi udvider kollektionen med nye styles for hver sæson og farver, bl.a. Leif Termo Jacket i Anthracit, Mrs. jakkerne i str. XS-XXXL – og fra AW19 har vi vinterovertøj! – Ja, som er blevet vores nye favoritter. Især dem med de smukkke Finnracoon pelse fra Saga Furs. I kan godt glæde jer!” . ”Jeg leger også med tanken om nogle lette forårsjakker i en dunlignende kvalitet, men det ved Anne ikke så meget om endnu”, siger Katrine og griner.

Hvordan ser byLINDGREN® ud om 10 år?

”Om 10 år?”, spørger Katrine og fortsætter: ”Årh, det er svært. Vi håber meget, at vi har en virksomhed med flere ansatte end os selv. Jeg har altid drømt at blive arbejdsgiver.”
Anne nikker: ”Ja, helt klart! Om 10 år er Katrine og jeg langt fra de eneste i virksomheden. Til den tid vil vi drive en virksomhed, der for alvor har indtaget verden! Vores kollektion vil spænde over ikke kun overtøj, men måske også badetøj, tasker, fodtøj og meget andet. Idékassen bugner – og mens Katrine skyder løs med ideer og nye tiltag, forsøger jeg at holde lidt fokus og blive dygtige til én ting af gangen”.

Hvad har været det sjoveste og hvad har været det hårdeste?

”Det sjoveste er at se vores ideer blive virkeliggjort og samtidig få anerkendelsen fra helt fremmede mennesker, der elsker hvad vi har skabt!”, siger Anne med lys i øjnene. ”Ja, det er faktisk helt fantastisk at se andre børn end vores egne i byLindgren. Det er sjovt at eksekvere på noget, der engang blot var en tanke – en idé. At finde på egne løsninger – for der er jo ikke noget facit.”, forsætter Katrine. ”Det sværeste, synes jeg, er den kritik, der naturligvis følger med, og ikke at kunne tilfredsstille alles ønsker. Jeg tager det meget personligt – der er så meget af os selv i vores produkter, og selvom jeg i sidste ende ved at vi ikke kan tilfredsstille alle, så prøver vi at lytte og forbedre os for hver kollektion”.
Anne forklarer: ”Jeg synes det hårdeste– foruden det faktum at vi aldrig har fri - har været utallige bump på vejen; kampen om at finde den perfekte leverandør. Dernæst kommer de mange døre, der skal ”åbnes” – den kolde kanvas, der skal til for at få nye forhandlere. At holde fanen højt efter et afslag fra en mulig forhandler er ikke altid sjovt”.

Hvad er det bedste i ved når i har fri?

”Fri?”, joker Anne. ”Hvad er det? byLINDGREN® er altid med os – så fri, det har vi aldrig rigtig. Kun få timer ad gangen”. Katrine uddyber: ”Ja, og de timer bruger vi helt klart bedst til at være sammen med familien og vores venner. Det lyder lidt som en kliché vi skal sige, men det er faktisk rigtigt. Vi har sjældent tid – nogle gange tænker jeg, at jeg er heldig at have så mange gode venner, der fortsat gider mig til trods for, at jeg er håbløs til at komme i kontakt med.”

Ville i gøre det hele igen i dag?

”JA!”, fastslår Anne hurtigt.

Hvis I ikke skulle arbejde med byLINDGREN®, hvad skulle i så lave?

Anne overvejer og svarer: ”Hvis ikke byLINDGREN®, så blev det nok noget tilsvarende. Tror ikke vi kan lade være med at skabe noget efter dette eventyr. Vi kniber os ofte i armen- for er det virkelig virkelighed? Vores baby er skabt og at se den vokse sig større og elsket, er helt fantastisk!”

Katrine nikker: ”Jeg er helt enig. Hvis ikke byLINDGREN® fandtes var jeg nødt til at finde på noget andet iværksætteri. Lige nu kunne jeg slet ikke forestille mig at skulle tilbage på arbejdsmarkedet i et funktionærjob fra kl. 8-17 hver dag”.

Your video